Omkring femten minutter før det sidste lys slukkes, begynder figentræernes og papirbarktræernes kroner over Lachlan Swamp at røre på sig og småskændes, og så slipper de første par hundrede gråhovedede flyvende hunde ud af bladene og klatrer væk over Centennial Park på vinger, der er en meter brede. De næste halve time bliver de ved med at komme i løse reb hen over himlen, over joggere, der for længst holdt op med at kigge op. Det er det største vilde dyrelivsbegivenhed i Sydney, det koster ingenting, og de fleste, der bor her, har aldrig stået stille for at opleve den.
Hvad det egentlig er, der letter fra træerne
Dyret er den gråhovedede flyvende hund, en frugtflagermus, der ikke findes uden for det østlige Australien og er nationalt listet som en truet art. Voksne har et vingefang på næsten en meter, et ansigt mere som en hunds end en mus' og slet ingen ekkolokalisering. De navigerer efter syn og lugt. Intet i en koloni sender sonar mod dit hoved. Netop det faktum ændrer måden, flugten læses på: mindre horrorfilm, mere aftenpendling.
For det er, hvad det er. En koloni er et dagleje, ikke et fødested. Ved sidste lys løfter kolonien sig og spreder sig over bassinet for at æde eukalyptusblomster og figner, nogle gange halvtreds kilometer væk, og den er tilbage før daggry. På vejen står disse flagermus for den langdistancebestøvning og frøspredning, der holder løvtræsskovens gener blandede, og det er det ærlige argument for at tolerere en støjende, stramt lugtende koloni i en forstad.
To konsekvenser for alle, der planlægger en tur. For det første svinger antallet voldsomt gennem året, fordi en koloni følger blomstringen snarere end en kalender: en koloni med titusindvis i januar kan være næsten tom i juli. For det andet er begivenheden bundet til solen, ikke til uret. Solnedgangene i Sydney går fra omkring kl. 16.55 i slutningen af juni til lidt efter kl. 20 i december under sommertid. Slå dagens solnedgang op, træk tredive minutter fra, og det er dit ankomsttidspunkt. Tager du fejl med tyve minutter, er du kørt ud for at kigge på et tomt træ.
Centennial Park er den, der virker
Hvis du kun gør det én gang, så gør det ved Lachlan Swamp, Centennial Park, bestanden af ældgamle papirbarktræer midt i parken, cirka femten minutter fra CBD. Her holder Sydneys største koloni til, den er pålideligt besat, og det er den eneste koloni i byen med infrastruktur, der blev designet omkring flagermusene frem for lånt fra noget andet. Træstien gennem sumpen blev genopbygget i 2022 netop for at klare klatterne, hvilket både siger noget om, hvor meget guano der falder ned, og hvor alvorligt parkforvaltningen tager det, at folk bliver ved med at komme for at se på.
Praktisk set er det gratis, åbent, trinfrit og sluger folkemængder, uden at nogen opdager det. Kom tredive minutter før solnedgang, gå ind fra Paddington- eller Moore Park-portene, og giv dig selv tid til at finde et sted med åben himmel ved siden af trækronerne frem for direkte under dem. Du vil se dem klatre ud, ikke modtage dem. Hav lange ærmer på om sommeren, for sumpen har myg, og parker ikke bilen under koloniträerne, medmindre du vil have en regning for bilrens.
For organiserede grupper afholder Greater Sydney Parklands private guidede sessioner for selskaber på ti eller flere; skriv i god tid til [email protected] i stedet for at dukke op med en bus. Billetterede rangerevents koster cirka A$10 til A$35 afhængigt af sessionen. Vurdering: det er den troværdige, den du kan bygge en aften omkring, og den eneste koloni her, jeg ville love en besøgende.
Send en e-mail, før du kører nordpå til Gordon
Den koloni, byens nord del er berømt for, er Ku-ring-gai Flying-fox Reserve, Gordon, en lomme af bushland på det øvre North Shore, besat siden 1960'erne og i stand til at huse op mod 40.000 flagermus ved sommerens top. På en god januarnat er det det bedre skue af de to. Problemet er ordet god.
Ku-ring-gai Bat Conservation Society (Sydney Bats), som har passet dette reservat siden 1985 og stadig udgav forskningsnoter i 2026, beskriver i øjeblikket flagermusene som kun tilstedeværende med mellemrum og afholder ingen planlagte flyveudbegivenheder. Det er et direkte svar fra dem, der ved det, og det bør styre dine planer. Skriv til dem, før du bruger en aften på den nordlige tur; de er den enkelt bedste kilde til sandheden om, hvorvidt kolonien faktisk er besat i denne uge. De arrangerer også foredrag og undervisningssessioner med levende flyvende hunde for organiserede grupper efter aftale, og de afholder åbne bushcare-formiddage i reservatet næsten hver tirsdag, som alle kan deltage i, hvilket ærligt talt er en bedre brug af en tirsdag end de fleste guidede dyrelivsoplevelser i denne by.
Hvis du tager derop, så forstå udsigtspunktet. Det er en bro i en villavej, gratis og offentlig, uden parkeringsplads, uden toiletter og med private indkørsler på begge sider. Kun små, stille selskaber. Der bor folk, og naboerne har haft årtier med besøgende, der behandler deres vej som en parkeringsplads. Behandl Gordon som pilgrimsfærden og Centennial Park som det sikre kort.
Den ældste koloni i bøgerne ligger i Parramatta Park
Parramatta Park Grey-headed Flying-fox Camp ligger på en flodsvingning inde i parkland, der er på UNESCOs verdensarvsliste, i byens vest, og den bærer en særpræg, der i sig selv er turen værd: flagermus er blevet registreret ynglende på denne svingning siden 1798, hvilket gør den til landets ældste kontinuerligt dokumenterede koloni af flyvende hunde. Du står der, hvor nogen skrev den samme iagttagelse ned for tohundredeogotteogtyve år siden. Det meste af det, der sælges som kulturarv i denne by, har mindre kontinuitet end det.
Antallet ligger omkring titusind det meste af året og vokser mod tyvetusind om sommeren. For besøgende med en gruppe er dette den klart nemmeste af de vestlige kolonier: brede belagte rundstier, rigtige parkeringspladser, åbne sigtelinjer langs floden og plads nok til, at tyve mennesker ikke bliver en plage. Familier klarer det uden besvær.
Parkområdet afholder også en billetteret guidet flyveudtur, Big Bat Walk, der er målrettet familier. 2026-udgaven løb fredag den 20. marts, kl. 18-19, til cirka A$15 for voksne og A$10 for børn. Tjek parkområdets eventliste for den næste dato i stedet for at antage, at den vender tilbage på en fast aften. Til den pris, med en ranger, der forklarer, hvad der er over hovedet på dig, er det bedre værdi end de fleste betalte dyrelivsture og betydeligt mere ærligt end et par af dem.
Lansvale har den eneste platform bygget til formålet
Cabramatta Creek Flying-fox Camp, Lansvale er det mest målrettede stykke flagermusinfrastruktur i Sydney, en ægte formidlingsplatform frem for en omdannet gangsti. Du når den ad en smal vej fra Liverpool Street, bag Sunnybrook Hotel, og pubens parkeringsplads løser det ene problem, der ødelægger de fleste kolonier i denne by: ingen steder at sætte bilen uden at spærre for nogen.
Tidspunktet her er anderledes og værd at bemærke. Det bedste vindue er oktober til marts, og flyveudturen fra denne koloni læses bedst omkring tyve minutter efter solnedgang frem for før, så kom senere, end du ville til Centennial Park, og bliv længere, end du tror, du behøver. Selve platformen er lille. To til seks personer er passende; et dusin gør den akavet, og tyve gør den ubrugelig. Større selskaber bør helt springe platformen over og se afgangen fra Jacqui Osmond Reserve på Hume Highway, hvor der er åben himmel og plads til at sprede sig.
Det er den koloni, jeg ville sende en ivrig fotograf eller et par, der vil have noget uden andre besøgende i billedet. Det er også den tydeligste demonstration af, hvad en kommune kan gøre med et beskedent budget og en beslutning om at behandle en koloni som et aktiv frem for en klage.
Duck River er den uforfalskede version
Kun for samlere: Duck River Flying-fox Camp, Granville er en lille moderkoloni proppet ind på mindre end en hektar flodbred, nået til fods fra Clyde station. Der er ingen træsti, ingen formidlingstavle, ingen pressedækning og ingen faciliteter af nogen art. Det er en fungerende jernbane- og industrikorridor med et stykke træer fulde af flagermus midt i det hele.
Jeg tager den med, fordi den fuldender billedet. Fire af kolonierne ovenfor findes i en eller anden form for forvaltet parkland, hvilket er en slags smiger: det antyder, at arten bliver taget hånd om. Duck River er, hvordan en bykoloni ser ud uden noget af det. Ingen penge brugt, ingen fortælling påklistret, dyrene fortsætter blot i den margin, de har fået. En moderkoloni betyder hunner og afhængige unger, så forstyrrelsesindsatsen er højere, og argumentet for at holde afstand er ikke kun etikette.
To eller tre personer, til fods, stille. Tag ikke en gruppe med, og tag ikke børn med, der leder efter en oplevelse. Den fortjener sin plads på denne liste som kontekst snarere end som en aften i byen, og hvis du mangler aftener, så brug dem andre steder.
Se uden at ødelægge det
Etiketten er kort, og den er vigtig. Ingen flashfotografering, ingen råb, ingen afspilning af optagede kald, ingen rysten på grene for at få kolonien op. En koloni, der forstyrres på det forkerte tidspunkt om sommeren, kan tabe unger, og flyvende hunde er allerede presset nok af hedebølger og tab af levesteder, uden at en besøgende lægger til.
Rør aldrig ved en flagermus, heller ikke en, du finder på jorden og synes ser hjælpeløs ud. Australsk bat lyssavirus overføres kun ved bid eller rifter, så risikoen for en, der kigger på fra femten meter, er reelt lig nul, men risikoen for en, der samler et dyr op fra jorden, er det ikke. Ring til en vildtredningstjeneste, og lad en vaccineret person håndtere det. Klatterne er den anden realitet: parker væk fra kolonitræerne, og stå ikke direkte under trækronerne i en god skjorte.
Sådan kommer du derhen, timing og hvad det koster
Med offentlig transport er Centennial Park en bustur eller en kort gåtur fra Bondi Junction station og virkelig tæt på byen, hvilket er grunden til, at den er omdrejningspunktet for en aften. Gordon ligger på North Shore-linjen. Parramatta kan nås med tog eller, mere behageligt, med flodfærge og derefter en gåtur ind i parken. Granville og Clyde ligger på den vestlige linje. Lansvale er den, der virkelig kræver en bil. Tjek ind med et Opal-kort eller et hvilket som helst kontaktløst bankkort; der er ingen separat billet at købe, og det daglige fare-loft holder en aften med to kolonier billig.
Du har ikke brug for kontanter. Alt her er tap-and-go, og kolonierne selv koster ingenting.
Med hensyn til timing er det tredive minutter før solnedgang ved Centennial Park, Parramatta og Gordon og omkring tyve minutter efter solnedgang ved Lansvale. Oktober til marts giver de største tal på tværs af alle kolonier. Afsæt halvfems minutter fra dør til dør for selve oplevelsen.
Budgetet kan være ingenting andet end en billetpris. Rangerledede sessioner i Centennial Park koster cirka A$10 til A$35, Parramattas familewalk omkring A$15 for voksne og A$10 for børn, og bevaringsselskabet beder kun om en donation og et nominelt årligt medlemskab. Regn med A$50 for to personer inklusive transport og en guidet session, hvilket gør det til byens bedste dyrelivstime for pengene.
Hvad angår overnatning, sætter en base i de østlige forstæder eller CBD Centennial Park inden for tyve minutter og holder Parramatta inden for en nem togtur; sammenlign priser med en Sydney-hotelsøgning, før du fastlægger et område. For hvad der ellers fylder dagslystimerne omkring en flyveudtur i tusmørket, start med vores Sydney-guide.
